Seks mod én: Slået og spyttet og berøvet jakke, slips og ur
En 18-årig mand fra Grenaa er i dag ved et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om et gaderøveri i Grenaa.
Han er sigtet for sammen med fem andre at have begået røveri mod en mand i begyndelsen af 20'erne, som blev slået og spyttet i hovedet og fik taget sin jakke, slips og ur.
Røveriet fandt sted 16. juli cirka klokken 00.30 i glasboksen, der fungerer som venterum ved stationen på Stationsplads.
Det oplyser Østjyllands Politis anklager Bjørn Fogh Sørensen.
"En af de andre, der deltog i røveriet, har været til afhøring og er blevet løsladt igen. De fire andre prøver politiet at finde ud af, hvem er," siger anklageren.
Efter oplæsning af sigtelsen mod den 18-årige blev grundlovsforhøret holdt bag lukkede døre. Anklageren kan derfor ikke komme med yderligere oplysninger i sagen udover, at den sigtede erklærede sig uskyldig og kærede varetægtsfængslingen.