Dramatisk ulykke: Bil banker ind i restaurant med udendørs servering og rammer en person
En mørk personbil kørte fredag aften ind i Restaurant Zyara på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Inger Christensens Gade i Gellerup i Aarhus.
Østjyllands Politi oplyste i aftes, at også en person blev ramt af bilen, men umiddelbart ikke var kommet alvorligt til skade.
Ifølge Ritzau er en ung mand blevet anholdt i forbindelse med episoden. Han skal lørdag fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Som det kan ses på billeder fra uheldsstedet, har restauranten udendørs servering, og flere af de udendørs stole blev ramt af bilen, som fik en stor skade på fronten, ligesom et trafikskilt er jævnet med jorden.
Ambulancer og masser af politi rykkede fredag aften ud til restauranten i Brabrand-bydelen og afspærrede området, mens efterforskere og teknikere arbejdede på stedet, hvor en del nysgerrige personer forsamlede sig.
Lokalavisen har uden held forsøgt at komme i kontakt med Østjyllands Politi for at få nærmere oplysninger om uheldet, den tilskadekomne og den person, der er blevet anholdt og skal fremstilles.
Restaurant Zyara er en helt nyåbnet restaurant, som ifølge sin Facebookside havde første åbningsdag for blot to uger siden.
Artiklen opdateres...