14-årig dreng udsat for groft røveri
Politiet efterlyser to unge gerningsmænd af anden etnisk oprindelse end dansk, som stod på bus i Tranbjerg
En 14-årig dreng blev søndag aften klokken 22 passet op af to andre drenge, da han steg af bus 4A i krydset mellem Sletvej og Christian Xs Vej i Viby.
Den 14-årige forklarede, at han ved Tranbjerg Hovedgade havde set to drenge stå på bussen. De to drenge satte sig hen til ham, begyndte at rode i hans lommer og sagde, at han skulle give dem de ting, han havde deri. Men de slog det jokende hen, selvom det gentog sig flere gange.
Ved stoppestedet ved Christian Xs Vej sagde den 14-årige, at han skulle af, og de to drenge stod også af.
Ude på fortovet bad de ham om at gå med dem, men da han nægtede, fulgte de efter ham over på den anden side af gaden.
Her holdt den ene dreng (A) ham fast, mens den anden (B) tog hans høretelefoner og pung op af hans lomme. Da der ikke var kontanter i pungen, fik han den igen. B slog derefter den 14-årige med knyttet hånd i maven, mens A holdt ham fast. Den 14-årige fik herefter vristet sig fri og løb mod sin adresse.
De to drenge beskrives som:
A
- Somalisk af oprindelse
- 14-16 år
- 190 cm høj
- Mørkt, krøllet hår
- Spinkel af bygning
- Iført sort track-suit
B
- Arabisk af oprindelse
- 14-16 år
- Ca. 175-180 cm høj
- Glat hår
- Iført rød nike jakke
Østjyllands Politi hører gerne fra personer med oplysninger om de to drenge.
dp