Sexgalning gramsede løs på tilfældige kvinders bryster: Men så trådte vidner til og stoppede galskaben
En række grove sexkrænkelser af tilfældige kvinder i Aalborg de seneste dage førte tirsdag til en dramatisk anholdelse af en 24-årig mand fra Viborg. Det skriver nordjyske.dk.
Manden, som også kortvarigt var anholdt for blufærdighedskrænkelse mandag, nåede at befamle fire kvinder, før han blev fanget med hjælp fra vidner på gaden.
En 49-årig kvinde befamlede han bagfra på overkroppen, mens hun stod og pakkede sin bil med indkøbsvarer, hun netop havde købt i Rema 1000 på Gugvej.
Senere antastede han en 17-årig pige på Provstejorden ved Aalborg Changs fodboldbaner. Manden rev hende i armen, sagde at hun var lækker og spurgte, om hun havde en kæreste. Det lykkedes pigen at vriste sig løs og løbe hjem.
Episoden med den 17-årige pige havde flere vidner overværet, og de valgte at følge efter den 24-årige, som så sit snit til at stjæle en cykel og flygte mod krydset Kong Christians Allé/ Vesterbro. Her cyklede han direkte ind i en bil, men han fortsatte efter uheldet videre på cyklen.
Ifølge nordjyske.dk smed han cyklen fra sig ved Kunsten og begyndte at antaste en tilfældig 23-årig kvinde, som han væltede til jorden, kyssede og gramsede på brysterne.
Men så dukkede vidnerne op og satte en stopper for galskaben. De fik den 24-årige overmandet og tilkaldte politiet, der hurtigt ankom til stedet.
Politiet overvejer at fremstille den anholdte i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling sigtet for
både voldtægtsforsøg og blufærdighedskrænkelse.
jn