Fortsæt til indhold

Taget tredje gang uden kørekort: Farvel til spritny luksusbil - værdi min. 410.000 kr.

Krimi
Arkiv

800 kilometer. Så lidt har en 29-årig mand fra Thisted kørt i sin helt nye bil - og måske har han allerede kørt den sidste kilometer i den, skriver nordjyske.dk.

Manden blev lørdag aften omkring klokken 19:30 standset i bilen i Struer, og det blev hurtigt klart, at han ikke kunne fremvise et gyldigt kørekort.

Værre er det dog, at det er tredje gang, manden sidder ulovligt bag rattet i en bil, og det betyder, at politiet konfiskerer den nye vogn.

Den 29-årige har protesteret over konfiskationen, og det kan man godt forstå.

"Hans problem er, at han har købt bilen her i marts som spritny. Bilen har kørt omkring 800 kilometer. Og den model, han har købt, starter ved 410.000 kroner for den billigste," forklarer vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, til nordjyske.dk.

Sagen skal nu indbringes for retten, hvor en dommer skal vurdere, om der er grundlag for konfiskationen. Er der det, vil luksusbilen sandsynligvis blive solgt på auktion.

jn