By ramt af tre mystiske dødsfald på en uge: Vækker stor bekymring hos politiet
Nordsjællands Politi er bekymret over, at der i løbet af en uge er sket tre dødsfald i misbrugsmiljøet i Lyngby
I løbet af den seneste uge er hele tre personer, som er kendt i misbrugsmiljøet i Lyngby, døde, og det vækker stor bekymring hos Nordsjællands Politi, som i øjeblikket arbejder på højtryk på at finde ud af, hvilket stof der er tale om.
"Der har i alle tre tilfælde været tale om uventede dødsfald. Derfor har vi en bekymring om, at der kan være noget enten dårligt stof eller noget særligt stærkt stof i omløb," siger politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.
Nordsjællands Politi opfordrer særligt folk i misbrugsmiljøet til at være opmærksomme i den kommende tid og vil samtidig gerne høre fra borgere, som kan ligge inde med oplysninger om, hvilket stof der er tale om, og hvor det kan stamme fra.
Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.
jn