Fortsæt til indhold

Klimaaktivister spærrer vejen med planlagt aktion

En større gruppe af klimaaktivister fra Extinction Rebellion spærrede mandag morgen trafikken på oliehavnen i Aarhus

Krimi
Arkiv

Der begyndte at opstå en del trafikale problemer på oliehavnen i Aarhus mandag morgen. Årsagen var, at en større gruppe klimaaktivister fra gruppen Extinction Rebellion omkring klokken 6 satte sig ned midt på vejen for at spærre for de mange lastbiler, der hver dag benytter strækningen.

Med budskaber som "11 år tilbage at leve i. Lad olien blive i jorden" på bannere fik aktivisterne trafikken til at gå helt i stå på vejen.

I en mail til Lokalavisen Aarhus oplyser Extinction Rebellion, at formålet med aktionen var at gøre danskerne opmærksomme på de klimaproblemer, der ifølge gruppen er på vej.

"Aktionen er ment som en handling, der kan få Danmarks befolknings øjne op for de massive klimaproblemer, som venter os. Samtidig sætter den fokus på et helt konkret område, hvor det er muligt at sætte ind allerede i dag for at komme klimakatastrofen til livs," skriver Extinction Rebellion til Lokalavisen Aarhus.

TV2 Østjylland skriver, at 50 lastbiler blev fanget i køen, hvilket resulterede i, at politiet blev tilkaldt for at komme den dyttende kø til undsætning.

"Det handler om, at Danmark halter bagefter, når det kommer til at nedbringe forbruget af fossile brændstoffer. I stedet for at falde, så har Danmark brugt mere de seneste år. Derfor er det vigtigt at sætte ind her," forklarer Esben Rude fra Extinction Rebellion til TV2 Østjylland.

Politiet måtte bruge magt til at opløse aktionen. Ifølge TV2 Østjylland blev 21 af demonstranterne anholdt, da de ikke ville gå frivilligt. De måtte derfor slæbes hen ad vejen og sættes i et såkaldt futtog i vejkanten for at politiet kunne få styr på situationen.

jwh