Dræbt af skud: Politiet søger vidner
Østjyllands Politi oplyser nu, at der var tale om et drab, da en 21-årig mand i går døde efter en episode ved Kappelvænget i Aarhus V.
Politiet modtog fredag klokken 19.31 en anmeldelse om, at en mand var ramt af skud. Han blev kørt på skadestuen i Aarhus, men døde kort efter ankomsten.
Politiet var hurtigt fremme med flere patruljer i området for at sikre spor og skabe ro på stedet. I forbindelse med efterforskningen blev seks personer anholdt for at sikre deres tilstedeværelse, mens politiet afklarer deres rolle i sagen. De forventes at blive løsladt i løbet af formiddagen.
”Der er ingen tvivl om, at det er et drab begået i det kriminelle miljø, og vi arbejder på højtryk for hurtigt at få fat i gerningsmanden. Vi efterforsker bredt, og det er endnu for tidligt at sige noget om motivet for drabet, og om det eventuelt er banderelateret," siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Politiet søger vidner, som ved noget om sagen eller har set mistænkelige personer eller køretøjer fredag aften på Kappelvænget i Aarhus V.
Østjyllands Politi har øget patruljeringen omkring Kappelvænget og vil være ekstra synlige i området de kommende dage.
jr