Vejvrede: Hidsige bilister gik i flæsket på hinanden i Aarhus V
To mænd blev onsdag eftermiddag så sure på hinanden i trafikken, at de endte med at stå og skubbe til hinanden ved krydset Viborgvej/Sommervej i Aarhus V.
En 30-årig mand følte sig provokeret af en 32-årig mand, som han mente, kørte alt for tæt bag ham. Den 32-årige mente til gengæld, at den anden kørte helt åndssvagt foran ham.
Det endte med, at begge holdt ind til siden ved krydset, og den 32-årige mand gik hen og bankede på den andens rude og gestikulerede voldsomt. Den 30-årige steg også ud af sin bil, og så kom de to mænd i håndgemæng, har vidner fortalt.
Den 30-årige mand blev anholdt af en tilkaldt patrulje. Den 32-årige var kørt, men politiet fik hurtigt kontakt til ham, og de blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at have indledt sig i et slagsmål.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Episoden skete onsdag klokken 16.48.
jr