Borger gør uhyggeligt fund på p-plads: Efterforskes som drab
En forbipasserende borger fandt mandag morgen klokken 07.12 en livløs person på en parkeringsplads i Hedeland nordvest for Tune mellem Roskilde og Karlslunde. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag aften, efter man har efterforsket sagen og søgt efter spor hele dagen.
Parkeringspladsen blev afspærret, så retsmedicinere, kriminalteknikere og efterforskere kunne undersøge liget og omgivelserne nærmere. Undersøgelserne på stedet gør, at politiet efterforsker fundet af den afdøde mand som en drabssag.
Resultatet af de foreløbige tekniske undersøgelser har identificeret den afdøde som en 47-årig mand fra Hvidovre. Hans pårørende er underrettet.
På parkeringspladsen blev den 47-åriges blå personbil af mærket Toyota Avensis også fundet. Bilen skal nu undersøges nærmere.
Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket noget usædvanligt på eller ved parkeringspladsen i Hedeland nordvest for Tune i løbet af natten mellem søndag og mandag eller i de tidlige morgentimer mandag.
Ring på 1-1-4.
jn