Her rammes familie af ubærlig tragedie: Jens, far til tre, blev kun 46 år
Mindeord over 46-årige Jens Nowak Kirkedal.
Det er i sandhed en tragedie, der ramte familien Nowak Kirkedal, da 46-årige Jens Nowak Kirkedal tirsdag i sidste uge kørte galt og blev dræbt på Sanderumvej, sydvest for Odense, hvor hans bil klokken 08.45 om morgenen kørte frontalt sammen med en traktor, der kørte med en større påhængsvogn.
Jens Nowak Kirkedals bror, Ulrik Kragh, beretter i et mindeord på fyens.dk om et stolt familiemenneske, som nu er væk - alt for tidligt.
I de unge år var Jens Nowak Kirkedal en del af Venstres Ungdom i Horsens. Foreningen blev, under hans formandsledelse blandt andet kåret som årets VU-forening i Danmark. Senere blev Jens formand for Venstre i Horsens.
Som uddannet murer og bygningskonstruktør arbejdede Jens Nowak Kirkedal i sit civile liv som byggeleder, mens han privat dannede par med hustruen Camilla Nowak Kirkedal, som han nåede at få tre børn med.
"De elskede som resten af familien Jens - han var deres rockstjerne. Jens var et stolt familiemenneske, og han udgjorde sammen med Camilla et stærkt makkerpar, hvor hun skabte karriere i offentlige topstillinger, imens Jens, ud over jobbet som byggeleder, også var klippen, der samlede familien i deres flotte murermestervilla i Odense," skriver broderen Ulrik Kragh ifølge fyens.dk.
Han fortæller samtidig, at alle omkring Jens vil savne hans drivkraft, humørfyldte opbakning og kærlighed.
"Jens efterlader et stærkt og godt minde hos sin familie og mange kammerater, for han var en festlig guttermand, der var god at tale med, og når man havde brug for hjælp, så var Jens altid den praktiker, der kunne få ting til at ske. Æret være hans minde," slutter mindeordet.
jn