Fortsæt til indhold

Fem østjyder har dagligt indbrud i bilen: Tøm bilene før tyven gør det

Klistermærke skal forebygge indbrud i biler

Krimi
Arkiv

Dagene bliver kortere, og desværre er der nogle, der udnytter de mørke timer til lyssky gerninger. Østjyllands Politi modtager igen mange anmeldelser fra borgere, der har haft indbrud i deres biler. Særligt Aarhus Kommune er flere steder plaget af mange og gentagne bil-indbrud, hvor særligt én ting går igen: Der ligger værdigenstande synligt fremme og let tilgængelige.

"Vi ser ofte, at tyven smadrer for eksempel en siderude og rækker ind og tager værdigenstande, der ligger lige umiddelbart indenfor. Vores bedste råd er derfor at tage sine værdigenstande med sig, også selvom man kun forlader bilen i få minutter," siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi modtager dagligt i snit fem anmeldelser om indbrud i personbiler. Antallet har været faldende under corona-nedlukningen, hvor mange har arbejdet hjemme, men er nu begyndt at stige igen.

"Vi vil nu sætte ekstra fokus på problemet og gå ud og klæde borgerne på med gode råd til, hvad de selv kan gøre for at undgå at få indbrud i sin bil. Vi vil være til stede med den mobile politistation i de områder, hvor der er flest anmeldte indbrud. Betjentene giver gode råd og deler klistermærker ud, som skal hjælpe med at minde folk om at tage deres værdigenstande med fra bilen," siger Gert Bisgaard.

Klistermærkerne kan også hentes gratis på alle østjyske politistationer, og de skal sidde indvendigt i bilen. Klistermærkerne skal minde bilejeren om at tage sine ting med sig og samtidig signalere til tyvene, at der ikke er noget at komme efter.