Politikere undrer sig over straf for trafikdrab: En meget mild dom
Trafikdrab som følge af kørsel overfor rødt lys burde give mere end en måneds fængsel, mener aarhusianske folketingskandidater
En 32-årig mand fik for to uger siden en dom på en måneds fængsel og frakendelse af kørekortet i et år for at have kørt overfor rødt lys og påkørt og dræbt en 21-årig kvinde, der gik i et fodgængerfelt på Ringvejen i Brabrand.
Dommen har vakt stor forargelse på Lokalavisen Aarhus' facebookside, hvor folk har meget svært ved at kapere, at bilisten ikke er blevet straffet meget hårdere.
Lokalavisen har derfor spurgt 10 folketingskandidater fra Aarhus, hvad de synes, vil være en passende straf i sagen.
Halvdelen af politikerne har svaret, og de synes alle, at straffen er meget mild.
Henrik Vinther Olesen fra Radikale Venstre skriver, at han har tillid til domstolene, men at hensynsløs kørsel skal straffes hårdt, og at en måneds fængsel virker som en meget mild straf.
Anna Brændemose fra SF undrer sig over, at straffen er så lav, men har mere fokus på, at ofre og efterladte skal have mere hjælp.
Ali Aminali fra Det Konservative Folkeparti svarer, at det gør ham rasende, at man kan slå et andet menneske ihjel uden at få en straf, der for alvor kan mærkes.
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige mener, at en bil ved vanvidskørsel skal betragtes som et våben på lige fod med en kniv elles pistol, hvilket vil give væsentligt længere og mere retfærdige straffe.
Jakob Søgaard Clausen fra Dansk Folkeparti mener, det er en absurd lav straf og en hån mod kvindens efterladte. En straf på fem års ubetinget fængsel vil efter hans mening være passende.
Herunder kan du læse folketingskandidaternes fulde svar:
Henrik Vinther Olesen, Radikale Venstre:
"Helt grundlæggende er jeg altid varsom med at gå domstolene i bedene i konkrete sager. Jeg har tillid til domstolene, og at de dømmer med blik for de konkrete sager og lovgivningen.
Når det er sagt, er det et generelt problem , at respekten for det gule lys og hastighedsgrænserne på Ringvejen er ringe. Det bringer menneskeliv i fare, hvilket den konkrete sag desværre er et meget konkret eksempel på. Derfor mener jeg, at hensynsløshed i kørslen skal straffes hårdt, og tidligere straffe naturligvis er en skærpende omstændighed. Ud fra Lokalavisens dækning af sagen virker en måneds fængsel i den forbindelse som en meget mild straf. Men også i tilfælde, hvor der ikke er personskade, skal vi være konsekvente og fratage kørekortet i længere perioder end i dag og konfiskere biler."
Jakob Søgaard Clausen, Dansk Folkeparti:
"Jeg mener, at det er en absurd lav straf og en direkte hån mod pigens efterladte. Der er tale om uagtsomt manddrab, og efter min mening er der også særligt skærpende omstændigheder, fordi han kørte for stærkt og over for rødt. Dertil skal lægges, at han tidligere er straffet for blandt andet at køre for stærkt, forbudt overhaling samt kørsel i frakendelsestiden. Her taler vi altså om en strafferamme, som giver mulighed for fængsel i helt op til 8 år. Så er én måned altså helt ude i hampen.
I Dansk Folkeparti ønsker vi minimumsstraffe i den slags sager, og de skal være på mindst en tredjedel af strafferammen. Altså vil en minimumsstraf ved uagtsomt manddrab med særligt skærpende omstændigheder være på 2 år og 8 måneder. Eftersom han både har kørt for stærkt, over for rødt og er tidligere straffet for lignende forseelser vil jeg dog mene, at en straf på 5 års ubetinget fængsel ville være passende. Derudover skal manden naturligvis udvises fra Danmark for bestandigt."
Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige:
"Som jeg forstår det, så er manden udlænding og tidligere straffet. Hvis man havde indført Nye Borgerliges politik, så ville denne mand allerede have været udvist, og denne tragedie og forbrydelse undgået.
Men selvom alle de blå partier gik til valg på dette i 2015, så sker det bare ikke. Dernæst, så skal vi have genoprettet tilliden til det danske retssystem. Politikere skal ikke blande sig i enkelte domme, men de har absolut et overordnet ansvar for at sikre, at strafferammen er den rette. Det er den tydeligvis ikke.
Det her er et klassisk tilfælde af vanvidskørsel, som vi kender det fra området. Ved vanvidskørsel burde en bil være at betragte som et våben på ligefod med en kniv eller pistol. Det vil også resultere i væsentligt længere og mere retfærdige straffe. Nu endte det på en måned og ingen udvisning. Nye Borgerlige har det som et ufravigeligt krav til en kommende statsminister, at udlændinge som manden bag denne forbrydelse automatisk bliver udvist. Det handler ganske enkelt om borgernes sikkerhed og tryghed."
Anna Brændemose, SF:
"Jeg synes, at det er svært at skulle tage stilling til enkeltsager. Med det sagt synes jeg også, det lyder underligt, at straffen i denne sag er så lav. Jeg mener dog, at det er vigtigt, at vi i sager som denne fokuserer på ofrene og sørger for bedre hjælp til de efterladte. Det bliver ofte fra højrefløjens side en diskussion om, at der skal være højere straffe i sådanne sager, hvor jeg mener, det er vigtigt, at vi i stedet får mere fokus på, at ofrene skal have mere hjælp."
Ali Aminali, Det Konservative Folkeparti:
"Den sag påvirker mig dybt. At et ungt menneskes liv afsluttes på så brutal og unødvendig vis er en tragedie. Først og fremmest vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse til familien. En af hovedårsagerne til, at jeg er gået ind i politik er, at jeg generelt mener, der gives alt for milde straffe. Især for dødskørsel og anden personfarlig kriminalitet. Det krænker min retsfølelse og gør mig rasende, at man kan slå et andet menneske ihjel uden at få en straf, der for alvor kan mærkes. Jeg kender ikke de præcise omstændigheder for dommen, og jeg kommer også til at respektere armslængdeprincippet, hvis jeg bliver valgt, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg kommer til at arbejde for hårdere straffe for den slags forbrydelser. Jeg mener også, det skal være nemmere at udvise udlændinge, der begår kriminalitet."
Heidi Bank fra Venstre, Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet, HC Molbech fra Alternativet, Anna Hegelund fra Enhedslisten og Jakob Rixen fra Liberal Alliance har ikke svaret på Lokalavisens henvendelse.