Choksag i dansk by: Fire kvinder indespærret og holdt som sexslaver
Sydfyn ramt af chokerende sag om frihedsberøvelse, dødstrusler, rufferi og menneskesmugling.
En 33-årig mand er mandag ved Retten i Svendborg blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for blandt andet rufferi og menneskesmugling, skriver fyens.dk.
Manden, som blev anholdt søndag formiddag klokken 09.25, mistænkes for at have holdt fire udenlandske kvinder indespærret i et hus i Svendborg i perioden fra den 30. september til den 19. oktober.
Kvinderne er tilsyneladende blevet truet på livet og tvunget til at udføre seksuelle ydelser overfor kunder både i mandens hus og på andre adresser.
Ifølge fyens.dk har den 33-årige også kørt kvinderne ud som escortpiger og ventet i bilen, mens de udførte deres prostitution. Efterfølgende indkasserede manden alle pengene, kvinderne havde tjent.
Politiet vurderer dog, at den anholdte ikke har været alene om udnyttelsen af kvinderne. En medgerningsmand menes derfor stadig at være på fri fod i sagen.
jn