Spritbilister fra nabokommune gjorde vejene usikre
Arkiv
Sydøstjyllands Politi har i det forgangne døgn standset to bilister, som ikke kunne bestå en alkometertest.
Mandag klokken 17.30 skete det på Randersvej i Stilling, hvor en 34-årig mand fra Aarhus N blev stoppet i en rutineundersøgelse. Han havde desuden ikke noget kørekort, så han fik også en sigtelse for kørsel uden førerret.
Senere mandag aften, klokken 23, blev endnu en bilist, der bor i Aarhus Kommune, standset og sigtet for spirituskørsel. Det var en 18-årig mand fra Sabro, som blev stoppet på Klankvej i Storring.
Begge bilister blev anholdt og taget med af politiet for at få taget en blodprøve, som skal vise, hvor høj alkoholpromillen nøjagtigt var.
jr