Groft forsøg på hjemmerøveri i Hammel
Ukendt person smadrede vinduer og truede med kniv
Af Michael Wulff
Alarmcentralen hos Østjyllands Politi fik kort før midnat, natten til lørdag, et opkald fra en 70-årig kvinde på Jagtvej i Hammel.
Kvinden fortalte, at hun og den 72-årige mandlige beboer netop var forsøgt truet med kniv til at udlevere bilnøglerne.
Gerningsmanden havde kl 23.40 smadret to vinduer til stuen og derefter truet med kniven.
Parret nægtede dog at udlevere nøglerne, hvorefter gerningsmanden stak af.
Det har ikke været muligt for politiet at få et signalement.
Oplysninger fra borgere i området ved Jagtvej i Hammel omkring midnat kan gives til politiet på tlf 114.