"Jeg har vundet i Oddset!"
Betjente købte ikke forklaring fra ung mand med narkosalgsposer
En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest fattede mandag aften klokken 20.25 mistanke til en ung mand, som sad i en bil på en p-plads Jernaldervej i Brabrand.
Betjentene tog derfor kontakt til bilisten, som viste sig at være en 20-årig mand. Så snart han åbnede døren, kunne patruljen lugte hash, og de besluttede sig derfor for at visitere manden.
I hans lommer lå nogle tusinde kroner fordelt i små bundter af 100-kronesedler.
Da betjentene spurgte, hvor manden havde pengene fra, forklarede han, at han havde været så heldig at vinde penge i Oddset tidligere på dagen.
Patruljen var dog ikke overbevist og efter en ransagning af bilen, blev betjentene endnu mere skeptiske, da de fandt en del salgsposer med hash og skunk.
Da betjentene mente, at pengene i lommen var indtægt fra narkohandel, blev både stoffer og penge beslaglagt, og den 20-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
dp