18-årig bilist fik forsinket fødselsdagsgave af politiet
Politiet foretog færdselskontrol på Ringvejen i Aarhus, hvilket gav en 18-årig bilist en trist fødselsdagsgave
Østjyllands Politis færdselspoliti var tirsdag eftermiddag på Ringvejen i Aarhus for at lave færdselskontrol, hvilket førte til tre sigtelser, to for manglende brug af sikkerhedssele og en for brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Det oplyser politiet i døgnrapporten.
Den unge mand, der blev sigtet for at bruge håndholdt mobil, havde fået sit kørekort som 17-årig i juli, men fik allerede i september sit første klip, og tirsdag, dagen efter sin 18-års fødselsdag, fik han så sit andet klip. På sin anden dag som solobilist, uden krav om en ledsager, fik han altså et kørselsforbud og kan se frem til en kontrollerende prøve, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jwh