Fortsæt til indhold

Nyt våben tages i brug: Derfor ringer politiet nu til 5.000 borgere

En ny taktik prøves af i håbet om at få flere til at betale, hvad de skylder til det offentlige

Krimi
Arkiv

De næste seks uger skal du ikke blive overrasket, hvis du pludselig bliver ringet op af ordensmagten - i hvert fald ikke hvis du skylder penge til det offentlige i sager som overtrædelse af færdselsloven, gadeuorden, besiddelse af euforiserende stoffer eller tyveri.

Politiet løfter nu røret og ringer til borgere med ubetalte bøder for at blive klogere på, hvordan flere kan hjælpes til at betale rettidigt. I al forventes cirka 5.000 borgere at blive kontaktet, oplyser Rigspolitiet.

"Det er helt frivilligt, om man vil medvirke, men det håber vi selvfølgelig, at mange har lyst til, for det er sådan, vi kan lære og blive bedre. Der kan være mange årsager til, at borgerne ikke har fået betalt deres bøder - måske er de stødt på problemer, som vi kan være med til at løse. Det vil vi gerne vide mere om," siger afdelingsleder Jeppe James Olsen fra bødeafdelingen i Politiets Administrative Center.

Han understreger samtidigt, at bødeafdelingen ikke vil bede om borgernes personlige oplysninger om fx personnummer, NemID og betalingskort. På den måde kan borgere vide sig sikre på, at opkaldet reelt er fra politiet og ikke fra en svindler, der forsøger at udnytte politiets undersøgelse til at skabe sig uretmæssig adgang til borgernes oplysninger eller penge.

jn