Fortsæt til indhold

Han forsvandt for en måned siden: Nu er han fundet død

Krimi
Arkiv

En død mand er fundet i Limfjorden ved Nykøbing lørdag formiddag. Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der er tale om 68-årige Orla Mygdam, der blev meldt savnet for en måned siden.

"Vi havde en kraftig formodning om, at det var ham. Vi savner ikke andre i området, og tidsmæssigt og fysiologisk passer det med, at han er kommet op til overfladen," siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, til TV MIDT VEST.

Klokken 09.12 blev politiet kontaktet af en borger, der kørte forbi på Feggesundvej i Nykøbing og fik øje på liget, der drev fem meter fra strandkanten.

En ambulance blev kaldt til stedet, og politiet ankom kort efter.

Klokken 12.10 lørdag kunne politiet bekræfte, at det er fiskeren Orla Mygdam, der er blevet fundet.

"Et familiemedlem har bekræftet, at det var savnede, der er blevet fundet. Så nu kan familien få fred," siger vagtchef Ole Vanghøj til TV MIDT VEST

Den 13. oktober deltog politi og redningsvæsen i en større redningsaktion i fjorden. Politiet havde fået en anmeldelse om en jolle, der drev rundt med motoren tændt.

Senere samme dag blev politiet kontaktet af familien til Orla Mygdam, som meldte ham savnet. Han var sejlet ud på fjorden fra Sillerslev Havn om morgenen for at sætte hummertejner og vendte ikke tilbage.