Fortsæt til indhold

Pist væk i udlandet: Anklaget for at køre politibetjent ihjel - mødte ikke op til sin retssag

Politiassistent Magnus Buhl Hansen blev 35 år gammel. Han blev kørt ihjel af en vanvidsbilist på Langebro i København natten til 23. juli.

Krimi
Arkiv

Magnus Buhl Hansen var politiassistent i Københavns Politi. Han blev 35 år gammel. Han blev kørt ihjel af en vanvidsbilist på Langebro i København natten til 23. juli sidste år. Han var på arbejde og kørte i en civil bil over Langebro, da han omkring klokken 00.20 blev ramt og dræbt af en modkørende Audi A6.

Ifølge anklageskriftet var den modkørende bilist en nu 27-årig mand, der kørte fuldstændig hensynsløst.

Men da retssagen mod vanvidsbilisten skulle indledes forleden - mødte han ikke op!

Han befandt sig i udlandet og havde fået symptomer på corona, lød forklaringen.

Anklager Jelena Hansen krævede dokumentation for hans forfald. Den kom ikke. Derfor blev der mandag morgen holdt et hasteretsmøde i sagen, skriver Ritzau.

Som konsekvens af den manglende dokumentation begærede anklageren den tiltalte varetægtsfængslet in absentia - altså uden at han selv var til stede.

Den begæring valgte dommerne at følge, skriver Ritzau

"Politiet vil nu gøre alt, hvad de kan, for at finde ham nationalt eller internationalt, således at han kan blive fremstillet for retten, og sagen kan komme i gang," siger anklager Jelena Hansen til Ritzau.

Det var om natten den 23. juli sidste år, at den 27-årige mand kørte med mindst 108 kilometer i timen over Langebro mod Amager. Her er det ellers kun tilladt at køre 50 kilometer i timen.

Vejen var våd og mørk, og på broen påkørte han flere biler. I en af bilerne sad betjenten, som blev så alvorligt kvæstet, at han døde. Efter ulykken flygtede den tiltalte fra stedet.

Det var dog ifølge anklageskriftet mod den 27-årige hverken første eller sidste gang, at han overtrådte færdselsloven. Derfor er han tiltalt for en stribe forhold foruden uagtsomt manddrab, skriver Ritzau.