Fortsæt til indhold

Nabo satte sit eget liv på spil: Reddede hjælpeløs ældre kvinde ud af kraftigt brændende hus

Krimi
Jeppe Rafn

Østjyllands Politis vagtchef er fuld af lovord om en cirka 40-årig mand, der her søndag morgen efter alt at dømme har reddet sin 76-årige kvindelige nabos liv.

Det skete på Johannes Ewalds Vej i Åbyhøj, hvor der var gået ild i en juledekoration i et rækkehus. Ilden spredte sig til den ældre beboers seng, som hun ikke kan komme ud af ved egen kraft, så hun råbte om hjælp og blev gudskelov hørt af naboen, der løb ud og råbte til andre, de skulle ringe 112.

"Det var en rigtig, rigtig voldsom brand, og der var så varmt, at ruderne sprænger, da han løber ind og får trukket hende ud. Han reddede hendes liv og fik selv brandskader og røgskader, og han vil helt sikkert blive indstillet til en dusør. Det er virkelig en flot handling," siger vagtchef Rene Ludvig.

Naboens brandskader er dog ikke alvorlige, hvorimod den ældre kvinde blev alvorligt brandskadet, men er udenfor livsfare.

"Hun har fået alvorlige brandskader på ryg og ben samt røgskader," fortæller vagtchefen.

Østjyllands Politi modtog brandanmeldelsen søndag klokken 08.09 og havde en patrulje i nærheden, som allerede var fremme to minutter senere. På det tidspunkt havde naboen fået trukket den ældre kvinde ud af hendes rækkehus.

"Der var voldsom brand i bygningen, da vi kom frem. Naboerne til begge sider er blevet evakueret, og nabobygningerne har fået brandskader. Der arbejdes fortsat med efterslukning," fortalte vagtchefen søndag formiddag klokken 09.45.