Falsk bankmedarbejder er stadigvæk på spil
81-årig kvinde var kvik nok til at regne ud, at hun havde en svindler i røret, da hun søndag blev ringet op af en mand, der præsenterede sig som ansat i en bank
Lokalavisen Aarhus har tidligere beskrevet, hvordan kriminelle i øjeblikket forsøger at narre penge fra ældre borgere ved at udgive sig at være fra en bank.
Ifølge Østjyllands Politi er svindleren stadigvæk på spil. En 81-årig kvinde fra Brabrand anmeldte således søndag, at hun var blevet ringet op af en mand, der sagde, at han var medarbejder i Danske Bank, hvor kvinden er kunde, oplyser politiet i døgnrapporten.
Manden forklarede i telefonen, at der var nogen, der havde forsøgt at svindle med hendes kort, og at han skulle bruge nogle oplysninger af hende.
Den såkaldte bankmedarbejder nåede dog ikke langt med samtalen. Den 81-årige havde nemlig læst advarslen fra Østjyllands Politi om, at flere ældre kvinder fra Aarhus de seneste dage er blevet snydt af svindlere, der udgiver sig for at være fra banken.
Hun stillede sig derfor kritisk over for mandens identitet, og det fik ham til at opgive sit foretagende og lægge på.
Østjyllands Politi opfordrer i døgnrapporten til, at man ligesom den 81-årige kvinde forholder sig meget kritisk, hvis ”banken” ringer, og at man aldrig opgiver personfølsomme oplysninger som pinkode, NemID o.l.
jwh