Kæmpe computertyveri på Knudsøskolen: Tre mænd anholdt og varetægtsfængslet
Fredag mellem klokken 16 og 22 blev der stjålet over 50 bærbare computere fra Knudsøskolen i Ry, hvor ukendte gerningspersoner havde opbrudt et vindue og været inde på skolen og tage de mange computere.
Det fortæller politikommissær Lars Elmstrøm fra Sydøstjyllands Politi, der samtidig oplyser, at en del eller muligvis alle de stjålne computere fra Knudsøskolen allerede er blevet fundet igen i Aarhus af kollegaerne hos Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi bekræfter, at man har fundet en større mængde computere, der stammer fra flere skoler i Sydøstjyllands Politis politikreds. Det skete fredag aften, hvor en patrulje fattede mistanke til nogle personer, der opholdt sig i en bil udenfor en ejendom i det vestlige Aarhus.
En af personerne boede i en lejlighed, hvor bilen holdt, og både bilen og lejligheden blev ransaget. I bilen blev der fundet forskellige 'ting', og i lejligheden fandt politiet en større mængde stjålne computere.
To mænd fra Aarhus på 19 og 21 år samt en 19-årig mand fra Ikast blev anholdt og lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De er foreløbig sigtet for hæleri og blev alle varetægtsfængslet, oplyser Østjyllands Politi, som i skrivende stund ikke har overblik over hele sagen.
Udover det store computertyveri i fredags på Knudsøskolen i Ry blev der natten til torsdag begået indbrud og stjålet computere på Gyvelhøjskolen i Galten.
Forrige weekend blev der stjålet kameraer og computere fra Stjærskolen i Stjær.