Voldsom brand i lejlighed: Ung kvinde gik fra tændt juledekoration
Kvinde sigtet for uforsigtig omgang med ild
Politi og brandvæsen rykkede onsdag klokken 22.27 ud til en brand i en lejlighed i Ceresbyen i Aarhus C. Branden var gået ud af sig selv, da brandvæsnet kom ind, men ilden havde nået at forårsage en del skader i lejligheden.
"Nogle møbler brændte helt ud, og vægge er sod og røgskadet," oplyser pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.
Branden var opstået i en juledekoration, hvorefter den fik fat i møbler i lejligheden, hvor der bor to kvinder i 20'erne.
"Den ene af beboerne er blevet sigtet for uforsigtig omgang med ild, fordi hun forlader lejligheden for at gå en tur uden at puste lyset i juledekorationen ud. Da hun kommer tilbage, er der ild i lejligheden," fortæller pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.