Fire personer kørt på skadestuen
To biler har mandag formiddag været impliceret i et uheld på E45 ved Aarhus Nord
Fire personer er kørt til tjek på skadestuen, efter der mandag formiddag skete et færdselsuheld på Østjyske Motorvej.
Det oplyser kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
Uheldet skete i sydgående retning ved Søften kort før Aarhus Nord-afkørslen, hvor to biler kørte sammen. I forbindelse med oprydningsarbejdet var den første vognbane i sydgående retning ved uheldsstedet kortvarigt spærret, men den er klokken 10.30 blevet åbnet op igen.
De to forulykkede biler holder dog stadigvæk i nødsporet, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Ifølge Janni Lundager skulle de fire personer, der er blevet kørt på skadestuen, ikke være kommet alvorligt til skade.