Præstens forklaring: Sjælen skal lades op
Denne artikel er bragt på Lokalavisen.dk første gang 20. juli 2012. Læs eller genlæs den nu drabssigtede præst Thomas Gotthards forklaring om, hvorfor han dengang måtte sige sit drømmejob op. Præsten fra Frederikssund er for tiden varetægtsfængslet sigtet for drab på sin kone, Maria From Jakobsen, som har været forsvundet siden slutningen af oktober.
Han har store armbevægelser. Og et stort hjerte. For stort, skulle det vise sig. Efter fire år på posten har Thomas Gotthard nu sagt sit job som præst i Skibby kirke op. Udover det familiære afsavn i forhold til at få præstegerningen og et moderne familie-skema til at fungere sammen, så har Thomas Gotthard også haft svært ved at håndtere de mange følelsesmæssige belastninger jobbet indebærer. "Jeg er nødt til at gå med folk og skabe en forbindelse, hvad enten det handler om en dåb, en vielse eller en begravelse. Jeg tager folks sorg og deres forladthedsfølelse med mig. Det har været svært ikke at sætte sig ind i folks situationer og tage noget af deres sorg med mig. Og det bliver man tyndslidt af. Det er en ekstrem intim situation, at sidde med pårørende eller endog døende og det slider på sjælen. Jeg har brug for at få ladet sjælen op nu," siger 36-årige Thomas Gotthard og tilføjer: "Der har været trukket i mig fra mit arbejde og fra min familie, og til sidst har jeg været nødt til at træffe et valg."
Håbløs skævhedEmbedet i Skibby var Thomas Gotthards første, efter han blev færdig med sin uddannelse, og selvom han nu efter fire år har set sig nødsaget til at stoppe, så ser han stadig tilbage på sin tid i Skibby med glæde. "Jeg har haft det som blommen i et æg. Jeg har haft mulighed for selv at skabe rammerne for mit job," siger Thomas Gotthard, som dog ikke føler, at han har været klædt rigtigt på til sit job. Der er ganske enkelt for langt fra de tunge studier af græsk/latinske verber på teologistudiet til virkeligheden udenfor universitetsmuren. "Problemet er, at man bliver uddannet slagter og ansættes som bager. Teologi-uddannelsen er en seks et halvt år lang akademisk, klassisk uddannelse, hvor du kun har to gange 14 dages praktik, inden du får udleveret nøglerne til supertankeren. Der er en håbløs skævhed mellem det man uddannes til, og det man ansættes til," siger Thomas Gotthard, som savner fornyelse indenfor Folkekirken. I løbet af sin tid i Skibby er det lykkedes Thomas Gotthard at fastholde et højt gennemsnitsligt besøgstal til gudtjenesterne. Sidste år var gennemsnittet endda helt oppe på 70,3 kirkegængere i snit ved gudstjenesterne, hvilket ikke er set så højt siden slutningen af 50"erne. Tendensen i Skibby går dog imod de gængse strømninger i samfundet, hvor Folkekirkens popularitet er kraftigt faldende.
Nødvendig udvikling"I løbet af min uddannelse har jeg set mange fede personligheder, som talte nutidens sprog og som virkelig kunne gå ud og forkynde evangeliet. Men i løbet af studiet falder de fra, og hvad er der så tilbage? De kedelige typer. Folk har en forestilling om kirken som gammel og støvet, og der er da også flere af mine ældre kollegaer, som har selvhøjtideligheden drivende af sig, hvor jeg er skruebrækkeren, som ikke kender sin plads. Før i tiden var autoritet noget man fik automatisk med embedet, men sådan er det ikke i dag. Nu skal man opbygge tilliden, og det er svært for nogle at acceptere," siger Thomas Gotthard, som påpeger, at der i hans optik mange steder er brug for selvrangsagelse i forhold til at drive en succesfuld kirke. "Da jeg startede, var der en forfærdelig økonomi og kultur i Skibby Kirke. Men sammen med menighedsrådet rev vi det hele ned og startede forfra, kiggede fremad og lavede visioner for Skibby Kirke. Man er nødt til at have en rentabel drift, og man er nødt til at have noget at tilbyde i butikken. Og så kan det godt være, at man andre steder ser os som forrædere eller hippier, men der er nødt til at komme en udvikling i Folkekirken. Hvis der sidder tre mennesker i din kirke hver søndag, og der har gjort det i de mange år man har været præst det pågældende sted, så er der nogle præster, som overbeviser sig selv om, at det er folk i menigheden som er dumme. Det må de jo være eftersom de bliver væk fra gudstjenesterne. Mange præster kunne godt bruge at kigge sig selv grundigt i spejlet," siger præsten og fortsætter: "Jeg synes ikke, jeg har reformeret Skibby Kirke. Jeg har brugt almindelig sund fornuft. Istedet for kirken hele tiden forsøger at virke eksklusiv og ekskluderende, så mener jeg, vi bør være inkluderende. For eksempel har jeg forsøgt, at sætte Kim Larsen-musik til nogle af salmerne. Hvorfor ikke? Jeg fik da også besked på, at det kunne man sandelig ikke gøre, men jeg vil hellere have, at folk synger med i kirken, istedet for vi spiller en gammel salme, som ingen kender. Og folk synger med, når det er musik de kender." Thomas Gotthard starter nu som kordegn hos Hillerød Fælles Kirkekontor, men han afviser ikke at vende tilbage til Skibby på et tidspunkt. "Jeg har fået tilbudt jobs som præst andre steder, men det er slet ikke aktuelt lige nu. Jeg skal lade sjælen op. Der er helt sikkert mulighed for at jeg kommer tilbage til Skibby i en rolle som aflastningspræst, men det bliver først på et senere tidspunkt, for den nye præst skal have tid til at finde sig til rette."