Fortsæt til indhold

Voldsom ulykke: Motorvejen ved Aarhus afspærret i flere timer

Krimi
Arkiv

Artiklen er opdateret kl. 10.20

Motorvejen ved Aarhus i nordgående retning vil være afspærret i flere timer endnu.

Det oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen mandag morgen lidt i 9.

Det var en lastbil, som klokken 7.24 forulykkede mellem afkørsel Tilst og Aarhus Nord.

"Lastbilen foretog en hård opbremsning på grund af kø, hvorved nogle betonelementer fra lasten rutsjede og røg ind i førerhuset. Han er ved bevidsthed, men sidder fastspændt og skal hjælpes fri. Vi ved ikke, hvor meget han er kommet til skade."

Politiet skal have assistance fra en kran for at løfte betonelementerne væk, så derfor kommer der til at gå noget tid endnu, før afspærringen bliver ophævet.

Østjyllands Politi oplyste ved 10-tiden, at man ville åbne det ene spor for at få de biler igennem, som er fanget i køen. Herefter vil der blive lukket igen for at afslutte oprydningsarbejdet, og der vil være omkørsel formentlig frem til middagstid.

Lastbilchaufføren er kommet ud af lastbilen og er kørt til behandling på sygehuset. Hans tilstand er ukendt, men han var umiddelbart ved bevidsthed.

jr