Vildt røveri i Aarhus: Bil omringet - passager trukket ud af bil, slået og truet med kniv
Tirsdag klokken 19.51 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil på Rosenvangs Allé i Højbjerg var blevet påkørt forsætligt af to andre biler, og at det havde udviklet sig til røveri mod en 27-årig mand, der var passager i den påkørte bil, som en jævnaldrende kammerat kørte.
Den 27-årige mand har forklaret politiet, at de pludselig blev overhalet i høj fart af en bil, der trak ind foran og bremsede, så de også selv måtte bremse ned, hvorefter de blev påkørt bagfra af en anden bil. Flere personer steg ud af de to biler, hvilket fik kammeraten på førersædet til at stikke af og løbe hen til en tankstation og ringe efter politiet.
Den 27-årige mand blev siddende på passagersædet og blev trukket ud af bilen og slået og truet med en kniv. I mellemtiden var en af personerne kravlet ind på bilens bagsæde, hvorfra han stjal den 27-åriges bæltetaske.
Østjyllands Politi har ikke viden om, at der skulle være noget særligt af værdi i bæltetasken ud over nogle personlige ting, oplyser pressemedarbejder Janni Lundager.
Røveriet skete ud for Rosenvangs Allé 244 tæt ved Oddervej. Kort efter løb personerne tilbage til de to biler og kørte ifølge vidner væk ad Rosenvangs Allé mod øst og drejede til højre i krydset ved Oddervej.
Lokalavisen har været i kontakt med politiet for at spørge, om den 27-årige mand var offer for et tilfældigt røveri:
"Vi efterforsker sagen, men det er for tidligt at sige, om offeret var tilfældigt," siger Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager.
Kender offeret gerningspersonerne?
"Det ønsker vi ikke at sige noget nærmere om på nuværende tidspunkt," siger Janni Lundager.
De to biler beskrives som en mindre Hyundai og en Toyota Yaris.
Gerningsmanden, der hev den 27-årige ud af bilen og slog ham i ansigtet, beskrives som:
- En mand på 20-30 år
- Ca. 180 cm høj
- Formentlig arabisk af afstamning
- Var iklædt sort hue, hætte og maske
- Var bevæbnet med en sort foldekniv
Østjyllands Politi talte med flere vidner på stedet i aftes, men hører gerne fra eventuelle andre vidner, der kan bidrage med yderligere oplysninger vedrørende de to biler eller de personer, der befandt sig i bilerne. Politiet kan kontaktes på telefon 114.