Fortsæt til indhold

Stod bag råt, brutalt og farligt knivstikkeri ved Rema 1000: Slipper for udvisning

To mænd er dømt for grov vold og knivstikkeri i Herning

Krimi
Arkiv

To unge mænd skal i fængsel, efter de tirsdag blev dømt skyldige i vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, som fandt sted tilbage i sommer. Det oplyser Midt og Vestjyllands Politi.

De to mænd var, sammen med en tredje person, som blev frikendt i sagen, tiltalt for at overfalde to andre mænd ved Rema 1000 på H.P. Hansens Vej i Herning den 10. juli.

Her opstod der ved 19.30-tiden en konflikt mellem de to grupperinger på parkeringspladsen foran supermarkedet, og det endte med, at en person blev stukket med kniv og en anden skåret i ansigtet muligvis med en machete.

Den ene af de nu dømte - en 20-årig mand, som har siddet varetægtsfængslet siden den 22. august - blev idømt ét års fængsel, mens den anden - en 19-årig mand, der har været varetægtsfængslet siden den 12. juli - blev idømt ét års ubetinget fængsel og samtidig tildelt en advarsel om udvisning af landet. De modtog begge deres domme.

Anklagerfuldmægtig Michelle Pedersen fra Midt- og Vestjyllands Politi er tilfreds med, at begge mænd blev dømt i fuldt omfang for de ting, de var tiltalt for, men hun oplyser, at man nu vil vurdere, om længden af straffen samt frifindelsen af den tredje person skal ankes.

jn