Her skal man særligt holde øje efter ham
Den 19-årige mand er mistænkt for indblanding i dødsfald i Haslev
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser den 19-årige Ali Kadem Jawad Al-Khuzaie fra Sverige, som tidligere har haft bopæl i Rødovre, men i øjeblikket ikke har fast adressen i hverken Sverige eller Danmark.
Det oplyser ordensmagten i en pressemeddelelse.
Politiet har mistanke om, at den 19-årige mand var til stede ved tumulten i Køge, og at han har en rolle i sagen, hvor en 21-årig mand fra Haslev senere afgik ved døden. Politiet har siden episoden efterforsket sagen intensivt for at klarlægge, hvad der skete på Nylandsvej.
Det 21-årige offer blev efter tumulten indbragt til Køge Sygehus, men politiet kunne ikke umiddelbart konstatere, at offeret havde hverken skud- eller knivlæsioner, men han var blevet udsat for stump vold. Kort efter episoden anholdt politiet seks mænd, som blev afhørt til sagen, men de blev senere løsladt.
Den efterlyste Ali Kadem Jawad Al-Khuzaie har ikke tidligere været anholdt eller afhørt i sagen.
Det er ikke lykkedes politiet at finde den unge mand, og derfor beder politiet offentligheden om hjælp til at finde ham. Politiet har en formodning om, at han kan have taget ophold i Køge-området.
Han beskrives som: mand af irakisk oprindelse, 173 cm, almindelig af bygning. Han har en tatovering af en engel i nakken.
Politikommissær Kim Løvkvist, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi mener, at sagen udelukkende er relateret til en intern strid mellem personerne.
"Vores vurdering af sagen er, at offer og gerningsmand kendte hinanden, og at tumulten er opstået på grund af en intern strid imellem parterne. Vi er meget interesserede i at høre fra borgere, som har set den efterlyste, eller som ved hvor han opholder sig, så han kan blive afhørt til sagen, da vi stadig er i gang med at belyse omstændighederne omkring dødsfaldet," siger Kim Løvkvist.
Borgerne opfordres til at kontakte politiet, hvis man ser den 19-årige mand eller i øvrigt har oplysninger om, hvor han opholder sig.
ddp