Fortsæt til indhold

15-årig narkobilist kørte galt og endte på mark: Forsøgte at stikke af fra politiet

Nu er forældrene orienteret om sagen.

Krimi
am

En 15-årig ung mand fra Frederiksværk fik en lang række sigtelser med sig hjem, efter han klokken 01.25 natten til onsdag havde forsøgt at slippe væk fra politiet, som fik øje på ham i Vestergade i Helsinge.

Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Der var mange trafikregler og love - som den 15-årige nåede at overtræde på vældig kort tid. Politiet fandt seks fejl, om man vil.

For den unge mand var: Påvirket af hash, kørte bil uden hverken sele eller kørekort, kørte over for rødt to gange og forsøgte til sidst at løbe væk fra bilen og politiet, efter han havde mistet herredømmet over bilen og var endt på en mark.

Det lykkedes dog imidlertid for patruljen at få anholdt den 15-årige. Han blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham.

Prøven skal analyseres for at fastlægge den 15-åriges nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen. Til sidst blev den 15-årige kørt hjem til sine forældre, som blev orienteret om sagen. Desuden bliver de sociale myndigheder underrettet.