Store mængder hård narko: Får lang fængselsstraf og permanent udvisning
De unge mænd har anket dommen.
To syriske mænd på 24 og 29 år, bosiddende i Aabenraa, og en 28-årig afghansk mand, bosiddende i Vejle, blev torsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt i alt 37 års fængsel og udvisning for bestandig i et stort sagskompleks om dels salg af hård narkotika, primært amfetamin, dels indsmugling af amfetaminolie med henblik på videresalg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to syriske mænd blev anholdt i juni 2021, mens den afghanske mand blev anholdt i oktober 2021, på baggrund af en omfattende efterforskning af Syd- og Sønderjyllands Politi.
De har alle været varetægtsfængslede, siden de blev anholdt, og er fortsat varetægtsfængslede efter dommen.
23 kilo hård narko
Alt i alt – inklusive mængden af amfetaminolie omregnet til forarbejdet amfetamin – har der været tale om mindst 20 kilo hård narkotika, som de tre har indsmuglet og produceret. Og her blev to af dem ifølge Jydske Vestkysten også dømt for salg af kokain til en værdi af 200.000 kroner.
De tre mænd blev – bortset fra enkelte dele af sagskomplekset – dømt i henhold til anklageskriftet.
Den 24-årige blev idømt 12 års fængsel, den 29-årige blev idømt 13 års fængsel, mens den 28-årige blev idømt 12 års fængsel.
De tiltalte har under sagen nægtet sig skyldige og ankede dommen på stedet.