Fortsæt til indhold

Brand udviklede meget røg: Luk vinduer og ventilation, lød rådet fra politiet

Politiet og brandvæsen er på stedet, og ilden er ved at være slukket - er seneste melding.

Krimi

Politiet og brandvæsen er mandag eftermiddag rykket ud til Horsevænget ved Viby Sjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

»Branden udvikler en del røg, og det anbefales, at man går indenfor og lukker vinduer samt slukker evt. ventilation,« skriver politikredsen kl. 16.27.

Cirka en halv time senere er der dog ved at være kontrol på situationen.

»Så er ilden ved at være slukket, og den mængde røg, der evt. måtte komme, er stærkt begrænset. Man kan nu igen gå ud, åbne vinduer samt tænde for evt. ventilation,« skriver politiet kl 17.06.

Brandvæsenet fik kontrol over branden. Foto: Presse-fotos.dk

Glasfiber-båd fik alarmklokker til at ringe

Til Lokalavisen.dk fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, at der har været brand i en garage, eller det man også kunne betegne som et større skur. Han oplyser, at ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.

»Der stod en glasfiber-båd i garagen, som man ikke var helt sikker på, om den kunne afgive noget giftig røg, så det var ud fra et forsigtighedsprincip, at vi lige varslede folk, der boede i nabolaget,« siger Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.

Brandvæsenet blev og slukkede efter. Foto: Presse-fotos.dk

Brandårsagen kan politiet ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, idet at både politi og brandvæsen stadig er på stedet, mens efterslukningen finder sted.

Men borgere i lokalområdet kan altså godt åbne vinduer og ventillation igen.