Fortsæt til indhold

Er »oprigtigt overrasket« over dom: Mand uden kørekort troede, han havde kørt cykel

En mand blev standset af politiet på et tohjulet køretøj, som han selv mente var en el-cykel. Politi og bilinspektør syntes noget andet. Nu har retten talt.

Krimi
am

Retten idømt en mand en frihedsstraf for at køre uden kørekort, da han blev stoppet på en stor knallert, som ikke var typegodkendt eller forsikret.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

En færdselspatrulje standsede i november i sidste år en 35-årig mand, som på Roskildevej i Rødovre kørte på fortovet på et køretøj, der lignede en meget kraftig el-cykel.

En fartmåling på et rullefelt afslørede dog, at det tohjulede køretøj kunne køre hele 42 kilometer i timen uden brug af pedaler. Betjenten mente derfor, at køretøjet skulle sidestilles med en stor knallert 45, som det kræver kørekort at føre.

Den 35-årige fører, som var frakendt kørekortet og dømt for kørsel i frakendelsestiden, mente dog, at han var cyklist og kørte på en el-cykel.

Køretøjet kom med ind politigården og en bilinspektør konkluderede, at det skulle kategoriseres som en registreringspligtig stor knallert, fordi den med en effekt på over 250 watt kørte over 30 men under 45 kilometer i timen uden brug af pedaler.

Troede han kørte cykel

»Retten i Glostrup dømte den 35-årige for at føre en stor knallert, selvom han var frakendt sin førerret. Det virkede han oprigtigt overrasket over, fordi han troede, han havde købt en el-cykel,« siger anklagerfuldmægtig Helena Lyngsø Bengtsen.

Han blev desuden dømt for, at køretøjet hverken var synet eller typegodkendt som en stor knallert, at der ikke tegnet ansvarsforsikring for den, for ikke at benytte styrthjelm og for at køre på fortovet.

Fordi det nu var femte gang, at dømte kørte uden førerret i frakendelsestiden, udmålte retten en straf på 40 dages betinget fængsel med vilkår om 60 timers samfundstjeneste inden for 6 måneder og en bøde på 5.500 kroner.

Til sammenligning koster det 7.000 kroner i bøde at køre stor knallert uden at have erhvervet kørekort første gang.

Køretøjet, som var af mærket Fiido M1 Pro, og som dømte havde importeret fra England, er udleveret igen.

Bilinspektør: Tjek hellere reglerne

Hos politiets bilinspektører ser man jævnligt sager, hvor kraftige el-cykellignende køretøjer falder ind under kategorien ’stor knallert’:

»Man skal virkelig være vågen, når man køber en el-cykel. Især i udlandet eller via internettet, så det ikke senere viser sig, at det kræver kørekort at køre den, ellers kan det blive en dyr fornøjelse,« siger Thomas Bork, som er bilinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi og dækker politikredsene på Sjælland og Bornholm.

Han anbefaler, at man ved import fra udlandet undersøger, hvilke danske regler gælder – eksempelvis på Færdselsstyrelsens hjemmeside www.fstyr.dk.

Dømte modtog dommen, som faldt mandag den 12. december.