Fortsæt til indhold

Ny udvikling i drabssag: Har »meget kraftig formodning« om, hvem morderen er

Meld dig selv, lyder det fra politiet. Og få minutter senere kan man nu oplyse, at manden er anholdt.

Krimi
am

I forbindelse med drabet på en 34-årig mand på en adresse i Mogenstrup i går aftes, har politiet nu fundet frem til en mistænkt. Og i den forbindelse opfordrede politiet ham til at melde sig selv med det samme.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Vi har en endog meget kraftig formodning om, hvem gerningsmanden er. Og derfor opfordrer vi ham til inden for ganske få timer at melde sig selv, så han kan afgive sin forklaring. Vi ved, at han er klar over, at vi leder efter ham,« siger politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver.

Hvis den mistænkte ikke af sig selv tager kontakt til politiet inden klokken 18.00, vil der blive sendt en efterlysning med billede og navn ud, skriver politiet.

Det blev dog ikke nødvendigt. For cirka 18 minutter efter politiet havde truet den mistænkte til at melde sig selv, så kunne politiet afblæse menneske-jagten.

»I forbindelse med drabssagen fra Mogenstrup er den eftersøgte netop blevet anholdt uden problemer. Yderligere opfølgning kommer senere,« oplyste politiet på Twitter.

Rocker-relation

Politiet har siden søndag, første juledag, hvor man fandt en død mand i vejkanten ved Præstø Landevej ved Mogenstrup, haft gang i en omfattende efterforskning i drabssagen.

Her er flere adresse blevet ransaget.

Tidligere på dagen, mandag, kunne man fortælle, at tre fra lokalområdet er anholdt i sagen - alle med relation til rocker-miljøet. Her kunne politiet ligeledes oplyse, at den dræbte var en 34-årig mand - også med relation til rocker-miljøet.

Manden blev fundet dræbt kort efter kl. 19. Her var det begrænset, hvad politiet kunne fortælle - de kunne dog fortælle, at man som borger ikke havde grund til at være bange.