Sad fast i skinnerne: Pludselig kommer toget
En 79-årig mand nåede ud i allersidste øjeblik.
jro
Det var med nød og næppe, at en 79-årig mand tirsdag slap med livet i behold, da hans kabinescooter sad fast i skinnerne.
Han slap ud af den i sidste øjeblik, inden den blev ramt af et tog i en overkørsel ved Tvis.
Det skriver TV 2.
»Det ene hjul satte sig fast i skinnerne, da han ville krydse overkørslen ved Urlundvej. Og mens han så makkede med at få det fri, gik bommene ned,« siger Jesper Brøndum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Det var så tæt på, at manden blev ramt af nogle vragdele, da toget bragede ind i kabinescooteren.
Ifølge vagtchefen blev manden tilset på stedet, men slap uden alvorlige skader.
Ulykken skete lige før klokken 14 og togdriften blev herefter indstillet.