Fortsæt til indhold

Kvinde sparker mands hund - så slår han kvinden i hovedet

Det gik voldsomt for sig blandt to hundeluftere.

Krimi
jro

To hundeluftere røg onsdag i totterne på hinanden.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Onsdag eftermiddag modtog politiet to anmeldelser i samme sag fra juleaftensdag klokken cirka 16.00, hvor to hundeluftere var kommet i klammeri med hinanden, efter at anmelderens hund var blevet angrebet.

Anmeldelserne omhandlede en mandlig hundeejer fra Roskilde, der lod sin hund blive luftet af en 58-årig kvinde fra Holbæk kommune.

En var ikke i snor

Hun luftede hunden på Darupvej syd for skaterparken og mødte en mand, der luftede to hunde af racen terrier ifølge den kvindelige hundelufter.

Ingen af de to terriere var i snor, og manden havde styr på den ene hund, mens den anden gik til angreb på kvindens hund.

Kvinden begyndte at sparke efter den angribende hund, da manden ikke kunne kalde den til sig igen. Manden blev dog så sur over kvindens handlemåde, at han greb fat i hendes beklædning, samtidig med at han slog hende i ansigtet.

Truede kvinden

Samtidig udtalte manden sig truende mod kvinden i forhold til hendes spark mod hans hund og ville ringe efter politiet.

Manden forlod kort efter sammen med sine hunde stedet i en sort personbil, hvori en kvinde sad afventende, men hun havde også været verbalt udfarende mod den kvindelige hundelufter.

Anmeldelser mod hinanden

Den kvindelige hundelufter ønskede nu at anmelde manden for vold, og den mandlige hundeejer ønskede i forbindelse med overfaldet på sin hund at anmelde manden for overtrædelse af hundeloven.

Politiet har nu optaget rapporter om vold og hundelovgivningen, idet politiet skal forsøge at få identificeret personerne i den sorte bil, så både manden og kvinden i bilen kan blive afhørt for at få klarlagt omstændighederne i sagerne.

Den mistænkte mand blev ifølge den kvindelige hundelufter beskrevet som 50-55 år gammel, 175-180 centimeter høj og kraftig af bygning. Han har lyst, kort hår, er dansktalende og iført en sort halvlang jakke. Han var altså kørende i en sort personbil.

I bilen var en kvinde, som ifølge hundelufteren havde lyst, mellemlangt hår, briller og var i øvrigt også dansktalende.

Den kvindelige hundelufter havde ifølge egne oplysninger ikke pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af overfaldet, og hunden havde tilsyneladende heller ikke fået skader som følge af den anden hunds angreb.