Teenagere forsøgte at snyde sig ind på bar - Nu er de sigtet for dokumentfalsk
To 17-årige forsøgte at snyde dørmand til at tro, at de var fyldt 18 år, men det blev opdaget og meldt til politiet.
En dørmand var opmærksom, da to 17-årige drenge onsdag aften viste falsk ID-kort i et forsøg på at komme ind på en beværtning på Åboulevarden i Aarhus. I stedet for at lade de mindreårige træde ind på stedet, kontaktede dørmanden kl. 21.10 politiet.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En patrulje kørte til stedet, hvor dørmanden tilbageholdt de to 17-årige drenge. Begge havde vist et digitalt kørekort på deres mobil, hvor det fremgik, at de var over 18 år.
Dørmanden fik dog kraftig mistanke til, at kørekortene var blevet redigeret, og den mistanke delte betjentene efter et kig på de unge mænds mobiltelefoner.
Begge de 17-årige blev derfor sigtet for dokumentfalsk, og deres forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.
»Dokumentfalsk kan koste flere dages betinget fængsel og give en plet på straffeattesten, så det er en meget dårlig idé at forsøge at snyde sig ind ved at fuske med sit ID eller benytte sig af andres kørekort eller sygesikringskort,« lyder opfordringen fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.