Mindreårig sigtet for overgreb på 11-årig dreng: Kan ikke straffes
Politiet har sigtet en person under 15 år for de to overgreb.
En mindreårig dreng er blevet sigtet for to overgreb på en 11-årig dreng.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Torsdag efterlyste politikredsen vidner og tip fra offentligheden til til to seksuelle overgreb begået mod den 11-årige dreng.
De var begge begået samme sted - dog med en måneds mellemrum.
Nu fortæller lederen af politiets efterforskning, politikommissær Carsten Straszek, at den mistænkte til overgrebene den 15. november 2022 og igen den 15. december 2022 i Hobro, blev anholdt torsdag aften.
Det skete på baggrund af tip fra offentligheden.
Kan ikke straffes
Personen, som i går blev sigtet, er ikke fyldt 15 år – og således er han under den kriminelle lavalder.
Det betyder, at drengen ikke kan straffes for sine handlinger, og at der gælder særlige regler i forbindelse med politiets efterforskningsskridt, blandt andet er de kommunale myndigheder blevet underrettet.
»Drengen er, på grund af hans unge alder, blevet afhørt med de sociale myndigheders tilstedeværelse, og vores efterforskning i sagen fortsætter naturligvis, så vi kan få afdækket alle dens omstændigheder,« understreger Carsten Straszek, der også oplyser, at Nordjyllands Politi ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Samtidig opfordres eventuelle vidner dog stadig til at tage kontakt til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.