Fortsæt til indhold

Melder om flere øjenskader i år

Landets hospitaler oplyser, at der i løbet af nytårsdøgnet er blevet behandlet flere personer med øjenskader i år end i det foregående, men antallet er indenfor det normale niveau, siger øjenkirurg.

Krimi
jwh

25 personer er det seneste døgn blevet behandlet for øjenskader på landets hospitaler. Dermed havde flere behov for behandling ved dette nytårsdøgn end det forrige, hvor 16 personer fik øjenskader, der krævede behandling.

Årets tal på 25 personer ligger dog inden for det antal, som landets hospitalet normalt får ind med øjenskader i løbet af en nytårsfejring, oplyser Ulrik Correll Christensen, øjenkirurg på øjenafdelingen på Rigshospitalet, til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

»Det er meget normalt, at vi ser mellem 20-25 personer, der kommer til skade omkring nytår,« siger han til nyhedsbureauet og fortsætter:

»Der har været nogle i dagene op til nytår, og der vil også komme nogle de næste dage, så det samlede tal bliver formentlig højere.«

Imens antallet af øjenskader i år har været højere end forrige år, så har antallet af opgaver for brandvæsnet i år været på et noget lavere niveau. Læs mere om det her.