Fortsæt til indhold

Ung mand dræbt nytårsdag: En mistænkt er anholdt

En 35-årig mand fra Kolding-området er anholdt.

Krimi
am

I dag fremstilles en 35-årig mand i grundlovsforhør - mistænkt for at stå bag et drab nytårsdag.

Det var ellers småt, hvad Sydøstjyllands Politi kunne fortælle det meste af søndagen, hvor flere steder i Kolding midtby var spærret af.

»Klokken 05.12 får vi en anmeldelse om uorden og mistænkelige forhold på stedet,« var hvad vagtchefen kunne oplyse til Jydske Vestkysten.

Senere på aftenen kunne politiet dog oplyse, at man kl. cirka 18.50 søndag havde anholdt en 35-årig mand fra Koldingområdet som formodet gerningsmand til drabet på en 26 årig mand, ligeledes fra Kolding. Drabet skulle have fundet sted tidligt om morgenen nytårsdag i Kolding midtby.

Intensivt efterforsket

Politiet oplyser, at det er intensiv efterforskning, der har ført til anholdelsen. ¨

Politi var i løbet af søndagen massivt tilstede i bybilledet med efterforskere, teknikere og hundepatruljer, og der blev indsamlet videoovervågning, afhørt vidner til hændelsen.

»Vi er meget tilfredse med hurtigt at have kunnet identificere den formodede gerningsmand, og med, at vi også har fundet frem til ham, så han kunne anholdes,« siger politiinspektør Carit Andersen, leder af Efterforskningscentret i Sydøstjyllands Politi.

Foto: Presse-fotos.dk

Fundet hårdt såret

Ifølge politiet har der været et voldeligt sammenstød i Kolding Midtby søndag morgen omkring kl. 05. Her blev den 26-årig mand fundet hårdt såret, og han blev efterfølgende erklæret død på Kolding Sygehus.

Den anholdte i sagen forventes fremstillet i grundlovsforhør i dag - mandag - ved retten i Kolding.

Anklagemyndigheden vil i den forbindelse formentligt anmode om, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre og på den baggrund oplyser Sydøstjyllands Politi, at man foreløbig ikke vil komme med flere oplysninger til offentligheden om sagen.

Tidspunktet for grundlovsforhøret er ikke fastlagt på nuværende tidspunkt.