Slog alarm: Mand i bagagerum i bil på rasteplads
I weekenden fik politiet en henvendelse om besynderlig adfærd i en bil, der stod parkeret på Karlslunde Rasteplads syd for København ved motorvejens sydgående spor.
En mand var set kravle ind i bagagerummet på en personbil, hvori der formentlig ikke var andre til stede.
Politiet kørte til rastepladsen og fik kontakt til en 21-årig mand, som sammen med flere andre havde hvilet sig i bilen.
Den 21-årige havde fået pladsen i bagagerummet, da de øvrige pladser inde i bilen var optaget.
Politiet orienterede den 21-årige om, at han faktisk var efterlyst til fogedretten i Nordjylland, hvorfor han blev opfordret til snarest at henvende sig førstkommende hverdag i fogedretten for at få klaret det retsmøde. Ingen blev sigtet for noget ved kontrollen af personerne alle fra Jylland, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.