Knaldede knytnæve gennem siderude og tog hårdt halsgreb på bilist: Nu siger du undskyld
Brutal vejvrede mod bilist
En brutal form for vejvrede fandt sted søndag i Slagelse, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Søndag klokken 10 kom en 18-årig mand kørende ad Ndr. Stationsvej i Slagelse, da en sort bil kørte ud foran den 18-årige, som blev vred og råbte et skældsord efter bilisten i den sorte bil.
Den 18-årige fortsatte imidlertid sin kørsel til Sct. Mikkelsgade, hvor han skulle sætte en passager af. Men føreren af den sorte bil var tilsyneladende fulgt efter den 18-årige - og forsøgte flere gange at spærre vejen for den 18-årige. Det lykkedes i krydset Ndr. Stationsvej og Kalundborgvej i Slagelse.
Her gik føreren af den sorte bil ud af bilen, slog sin hånd gennem sideruden, tog fat i den 18-åriges hals og trykkede til og tvang den 18-årige til at sige undskyld.
Herefter kørte føreren af den sorte bil væk igen.
Politiet har ud fra vidneforklaringer en god formodning om, hvem gerningsmanden er, men hvis der er nogen, der har yderligere oplysninger til sagen, hører politiet gerne fra dem på telefon 114.