Bil og tog kørt sammen
Der er tirsdag eftermiddag sket et letbane-uheld i det nordlige Aarhus
Opdatering: Klokken 17:15 oplyser Østjyllands Politi på Twitter, at letbanedriften er genoptaget.
Tirsdag eftermiddag er der sket et uheld i det nordlige Aarhus, hvor letbanen er involveret. Det betyder, at den ikke kører på strækningen mellem Unviersitetshospitalet og Lisbjergskolen samt mellem Universitetshospitalet og Lystrup, oplyser Midttrafik klokken 15.56 på sin hjemmeside.
Uheldet er sket i det kryds, hvor Skejbybakkevej og Paludan-Müllers Vej mødes. Her er en personbil kørt sammen med letbane-toget, oplyser vagtchef Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
"Der er ikke sket personskade, men ellers kender jeg ikke de nærmere omstændigheder omkring uheldet," fortæller han og oplyser, at politiet fik anmeldelsen klokken 15.45.
Ifølge Lokalavisen Aarhus' oplysninger skulle letbane-uheldet også have skabt en del bilkø på Paludan-Müllers Vej i det nordlige Aarhus, da det forulykkede tog delvist blokerer vejen ved overgangen.
"Det kan jeg godt forestille mig, når uheldet er sket, hvor det er sket og så på dette tidspunkt af dagen, så er det vel nærmest forventeligt," fortsætter vagtchefen.
Midttrafik opfordrer desuden til, at man som rejsende holder øje med Rejseplanen.dk, hvis man skal med letbanen.