Fortsæt til indhold

Fandt bombe i indkørslen: På størrelse med en håndbold

Ammunitionsryddere blev tilkaldt.

Krimi
am

Søndag formiddag blev politiet ringet op af en borger, der gjorde sig et sprængfarligt og mærkværdigt fund. For her havde borgeren fundet en endnu ikke affyret krysantemumbombe på størrelse med en håndbold i sin indkørsel.

Det oplyser politiet på Sydsjælland- og Lolland-Falster i døgnrapporten.

En politipatrulje kørte derfor ud til anmelderen på en adresse i Sakskøbing for at sikre, at ingen kom i nærheden af bomben, mens de ventede på, at forsvarets bomberyddere (EOD) kom. Bomben blev ikke længe efter hentet af bomberydderne, som sørgede for, at den blev sprængt et sikkert sted.

Krysantemumbomber må herhjemme kun anvendes af professionelle fyrværkere - og er ulovligt for menigmand. Det farlige fyrværkeri er en luftbombe, der sprænger i luften, og forkert brug kan få fatale konsekvenser. Hvilket blandt andet skete nytårsaften - da 2014 blev til 2015 - hvor to døde efter ulykker med ulovlige krysantemumbomber.