Snydt for 15.000 kroner efter pinkode-tyveri
Shell i Hammel udsat for groft bedrageri
HAMMEL En mand fra Herning på besøg i Esbjerg for et par uger siden gav dybe panderynker på Shell-tanken i Hammel.
For da herningenseren glemte at dække sin pinkode af ved et køb i Esbjerg, blev koden afluret og kreditkortet efterfølgende stjålet fra den uheldige mand.
Det gik blandt andet ud over Shell i Hammel den sidste lørdag i oktober. For i løbet af dagen kom en ukendt person forbi på Anbækvej, spillede Oddset og indløste kuponer for 15.000 kroner. Desværre blev der betalt med det stjålne kreditkort.
Banditter sætter reglerne
"Mit personale kiggede på ID fra den ukendte mand, men hun sammenholdt ikke oplysningerne fra kreditkortet, som han jo kendte koden til," fortæller Shell-tankens indehaver Jens.
Nu bliver der strammet op på proceduren, selvom det ærgrer tankstationens indehaver.
"Det er jo skidt, at vi skal indrette os efter banditter. Og så kommer vi måske til at mistænkeliggøre de mange ærlige kunder."