Politiet: Forsvundne Kiehn Georg Andersen blev brutalt myrdet
Politiet beder offentligheden om hjælp
Den mand, der torsdag blev fundet i en grusgrav ved Slagelse, var den forsvundne 68-årige Kiehn Georg Andersen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiets undersøgelser tyder på, at der er tale om drab.
"Vi kan faktisk ikke sige mere om efterforskningen end det, vi har skrevet. Der forestår en række undersøgelser, og der er stadig meget, der skal efterforskes," siger Søren Ravn-Nielsen, der står for efterforskning af sagen, til Ekstra Bladet.
Kiehn Georg Andersen forsvandt forud for en brand i sit hjem i Ruds Vedby søndag 21. april i år. Politiet efterlyste derefter manden, og torsdag fandt man således hans lig i Blæsinge Grusgrav.
Politiet opfordrer nu personer til at gå til politiet, hvis man omkring Ruds Vedby eller Blæsinge Grusgrav har set, hørt eller bemærket noget, der kunne have interesse i forbindelse med efterforskningen.