Narkopåvirket bilist uden kørekort påkørte helleanlæg: Kørte videre med knust forrude
22-årig mand anholdt efter færdselsuheld i Skanderborg
Jeppe Rafn
Sydøstjyllands Politi modtog onsdag morgen kl. 8.25 en anmeldelse om et færdselsuheld på Vroldvej i Skanderborg.
Anmeldelsen kom fra en person, der havde set en bil køre ind i et helleanlæg. Bilisten kørte videre, selvom forruden var knust, og bilen lækkede kølervæske i voldsom grad. Det oplyser vicepolitinspektør Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi.
Cirka en halv time efter færdselsuheldet fik politiet kontakt til bilisten og anholdt vedkommende, som viste sig at være en 22-årig mand fra Brabrand.
Han blev sigtet for narkokørsel samt kørsel uden førerret, da han ikke har kørekort.