Kørte overfor rødt og ind i modkørende: "Mine bremser virkede ikke"
22-årig bilist forklarede færdselsuheld med defekte bremser
Tirsdag aften skete der et færdselsuheld med to biler i lyskrydset ved Skanderborgvej og Marselis Boulevard i Aarhus.
En 78-årig mand holdt for rødt lys på Skanderborgvej og ventede på at få grøn pil, så han kunne svinge til venstre ind på Marselis Boulevard. Da han fik grønt lys og begyndte at svinge, blev han påkørt af en modkørende bil, der kørte mod nord ligeud i krydset. Det oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen til Lokalavisen.
Føreren af denne bil var en 22-årig mand, der ligesom den 78-årige bilist ikke umiddelbart kom til skade. Den 22-årige bilist har til politiet forklaret, at han var kommet til at køre overfor rødt, fordi hans bremser ikke virkede.
Han er blevet sigtet for at køre overfor rødt lys og for at køre med ulovlige bremser.
Politiet har ikke nærmere oplysninger om, hvor stor skade der skete på bilerne, og ej heller hvor stærkt bilisten, der kørte overfor rødt lys, kørte.
Færdselsuheldet skete tirsdag klokken 18.25.